Grundejerforeningen Fyrrelunden

Bestyrelsens beretning for året 2003

Melby d.14.4.2004.

I året 2003 har der været 14 ejerskifter i Fyrrelunden og Egelunden. På bestyrelsens vegne vil jeg derfor gerne indlede med at byde alle de nye ejere velkommen i området. Også til lykke til alle de der har bygget hus i årets løb, der er ved at være rift om de ubebyggede grunde heroppe.

Vi måtte i 2003 afholde en extraordinær generalforsamling for at få valgt en ny formand, den blev holdt på "Slotsalleen" d.5.juli kl 11 og her blev Poul Lauridsen Fyrrelunden 62 valgt. Vi har siden generalforsamlingen haft tre bestyrelsesmøder i september, marts og april Ved besigtigelse af grundene i forbindelse med mødet i efteråret har vi måttet konstatere, at der stadig er grunde der ikke bliver vedligeholdt i overensstemmelse med vedtægterne. Vi har skrevet til mange af grundejerne d.5.oktober 2003 og bedt dem om at bringe forholdene i orden, hvilket er sket i de fleste tilfælde.

Der er stadig et problem med henstillede campingvogne, der henvises til deklaration af 2.5.1978. I følge 2d: Parkering af last-, omnibus-, flytte-, rute-, fragtbiler og lignende samt campingvogne, både og lignende er forbudt på de enkelte parceller, på vejene, på parkeringspladserne og på fællesarealerne. For en ordens skyld minder vi også om 6 a: Den ubebyggede del af den enkelte grund skal være vel vedligeholdt og 6 c: På parcellerne må der ikke foretages beplantning, der ved skygge eller kraftig vækst kan blive til væsentlig gene for naboerne. Fejning af "halv vejbane" a.h.t. asfaltbelægningen. Vedligeholdelse af rabatter og beplantning påhviler ejerne, og rabatterne må ikke beplantes.

Med hensyn til de to stier, der førte ind til nabo grundejerforeningen Skellet har det nu været drøftet ved flere generalforsamlinger op gennem 90-erne og tidligere om jeg husker ret. Det er bestyrelsens holdning, at der ikke mulighed for at genåbne disse stier. Grundejerne på Hundestedsiden har for 30 år siden fået overdraget disse stier med halvdelen til hver af de tilstødende parceller. Den afsluttende korrespondance vil vi lægge ind på den kommende hjemmeside.

Der har hersket tvivl om deklarationerne. Den gældende er fra 2.5.1978, den blev forsøgt forenklet i 1994 men kunne ikke vedtages da tinglysningskontoret forlangte at alle 108 grundejere skulle skrive under, det lykkedes ikke at få alle til at underskrive.

Landliggersammenslutningen: Hans Buur har sendt brev om at man ikke fremover har økonomi til at udsende "Landliggeren", det blev oplyst i Frederiksværk Ugeblad i uge15. Samtidig beder han os om at gøre opmærksom på afhentning af storskrald i uge 17 og 18, tilmelding senest d.7.april. Det har ikke været muligt at orientere om dette, kommunen angiver at det er et forsøg og at der kan blive tale om brugerbetaling! Det er et godt eksempel på at en hjemmeside kunne være nyttig.

Postkasseproblemet er diskuteret i bestyrelsen, som kommer med et forslag på generalforsamlingen.

Bestyrelsen har diskuteret TV/Antenne forholdene og kommer med et forslag på generalforsamlingen.

Vedr. Hjemmeside: Bestyrelsen har besluttet at lade udarbejde en hjemmeside for grundejerforeningen ( vel vidende, at ikke alle har daglig internetadgang). Formålet med hjemmesiden er at skabe bedre kommunikation mellem ejerne og forening samt at give nem adgang til informationer af fælles interesse. På hjemmesiden kan læses om stort set alle forhold, der er relevante for grundejerne. De formelle forhold, så som deklarationer, regler, økonomi, referater m.v. er beskrevet. De praktiske forhold omkring TV/Antenne, renovation, postkasser m.v. er ligeledes beskrevet. Og der er mange flere oplysninger, som jeg dog ikke skal gå nærmere ind på her. Vi er meget modtagelige for forslag til forbedring af hjemmesiden.

Hjemmesiden findes på: www.fyrrelunden.dk

Jeg kan i øvrigt opfordre jer til at tilslutte jer til vores E-mail Service, hvorved I kan få tilsendt indkaldelser, generalforsamlingsreferater m.v. som E-mail fremover. Ca 40 % er allerede tilmeldt denne ordning. Det kan også være praktisk at kende jeres email-adresse, hvis vi vil i hurtig kontakt med jer.

Med venlig hilsen Poul Lauridsen..