Regler mv.



Grundejerforeningen og beboerne er underlagt flere forskellige regelsæt. Det drejer som om følgende:

Deklarationerne

De 2 første tinglyste deklarationer stammer begge fra dengang, sommerhusområdet blev oprettet. De er i et vist omfang overlappende.

Den første deklaration omhandler primært de overordnede regler for bebyggelse af grundene (herunder højder, materialer og farver), veje/stier, tilslutning af el og vand, kloakering, vedligehold af parceller, husdyr samt anvendelse af grundene.

Grundejerforeningen er påtaleberettiget for denne deklaration.

Deklarationen blev ændret (vedr. materialer og farver) i 1980.

Den anden deklaration omhandler dels de overordnede regler for grundejerforeningen, dels regler for vedligehold af veje/stier, regler for fællesantenneanlæg, terrænregulering, hegn samt vedligehold og anvendelse af parcellerne.

Kommunen er påtaleberettiget for denne deklaration.

Den tredje deklaration omhandler beskyttelse af gravhøjen på fællesarealet.

Naturfredningsnævnet for Frederiksborg amts nordlige del er påtaleberettiget for denne deklaration.

Vedtægterne

Vedtægterne for grundejerforeningen kan vi selv bestemme over, i det omfang de ikke er i konflikt med lovgivningen og deklarationerne. Vedtægterne drejer sig primært om, hvordan grundejerforeningen skal ledes og fungere, - herunder, hvordan foreningen kan træffe beslutninger.

Ændringer til vedtægterne kan vedtages på grundejerforeningens generalforsamling efter de retningslinjer, der gælder herfor.

Ordensreglementet

Ordensreglementet indeholder de regler, som generalforsamlingen har vedtaget, at vi alle skal overholde i det daglige. Det omhandler primært enkle regler for støjgener, hunde, bålafbrænding og fartgrænser på vejene i området.

Ændringer til ordensreglementet kan ske på generalforsamlingen efter nærmere regler. Sidste ændring blev foretaget på generalforsamlingen i år 2006.

Grundejerforeningen (ved dens formand) har påtaleret i forhold til ordensreglementet.